søndag den 7. juni 2009

En hvalp i huset

Pyha! Omsider et lille pusterum med tid til at opdatere på bloggen.
Allister har nu været hos os i små 2 uger, og alt går bare forrygende. Han er en total drømmehvalp.

Ham og Elliott er som pyt og pande og kan næsten ikke skilles ad når de skal have alenetid hver for sig. Elliott elsker bare sin nye lillebror. Det har været en sjov udvikling at følge deres forhold fra dag 1, hvor de nøjedes med at gå lidt rundt om hinanden, til det udviklede sig til et par puf med poten, og til i dag hvor de farer rundt i huset som skudt ud af en kanon og leger. Det går virkelig vildt for sig.


Allister er det jeg vil kalde en KLOG hvalp! Han opfinder de særeste ting, og er enormt hurtig til at lære. Min seng var for høj til at han kunne springe op i den selv, da han ankom som 8 uger gammel. Dette var han noget utilfreds med. En af de første aftener her hos os, kunne jeg pludselig ikke finde ham. Da jeg kom ind i mit soveværelse sad drengen noget så nydeligt og tronede oppe i sengen. Han havde samlet et lagn sammen på gulvet. Slæbt det op oven på Elliotts sækkepude, og så en pude ovenpå til! Sådan laver man da bare sin egen trappe. Ovenpå "trappen" lå min ene mokasin, som han udentvivl havde tabt i processen i at få den med op i sengen. Smarte dreng!



Billeder fra Allisters første tur i parken
I fredags skulle min bror så holde fest, og der kom en masse fremmede i huset. Aldrig har jeg set så mange 20årige mænd falde i svime på samme tid. "Hvor er den nice den lille hund!!" "Den er awsome!"

Der blev nusset og krammet på begge hundene, og ingen af dem kom i seng før kl 4. To små party dogs :)



Allister er alt i alt faldet rigtig godt til, og klarer sig bare flot på alle punkter. I øjeblikket er vi ude og møde verden, og alle dens nye farlige ting hver dag, og han tager det hele i stiv pote :)
Er det mon merle-genet der skinner igennem med de blå øjne, eller bare hvalpet naivitet? :)