torsdag den 30. april 2009

Dyrehaven

Nu er det igen blevet sæson for at tage i Dyrehaven, og Elliott og jeg har derfor været på et par dejlige oplevelsesrige ture derude!



Elliott bliver også (I en alder af snart 3 år) rigtig velsocialiseret, da vi bliver nødt til at gå ind på bakken et smut når vi er derude. Hans mor har nemlig opdaget en stand der sælger italiensk is!!! Fristelsen er alt for stor. Så der er blevet klappet, aet, og kigget lidt på larmende forlystelser. Elliott tager alt i stiv arm, selv i en larmende forlystelsespark - BORTSET fra ballonstandene. Han HADER balloner. Næstefter postbuddet og støvsugeren, er balloner hans værste dødsfjende.

Skoven er jo også fantastisk smuk og lige sprunget ud, og det er en fornøjelse at gå og kigge derude.

Senest var jeg afsted med mine 2 drenge på min og min kærestes 2 årsdag:



-Og hvad søren! Elliemanden, i JULEMANDENS stol inde på bakken!?






lørdag den 25. april 2009

Allister

Ja så har jeg altså endelig fundet et navn til min lille kommende sheltie-dreng. Han skal hedde Allister. Et smukt skosk navn, der kan matche hans storebror, med det også skotsk inspirerede navn Elliott :)

I går fredag d. 24/4, fyldte hvalpene allerede 4 uger, og halvdelen af ventetiden er gået. Det er simpelthen gået så stærkt! Om 4 uger kan turen atter gå til Ribe og kennel Voicy, men denne gang er det med en lille sort pelsklump på skødet på vej hjem!

Der er rigtig mange ting der skal nås inden Allister arriverer. Bl.a. skal jeg have hvalpesikret mit computerhelvede af ledninger under skrivebordet, og andre potientielt hvalpefarlige affærere rundt om i huset.

Jeg er meget spændt på hvordan Elliott vil tackle omvæltningen med en hvalp i huset. Ingen tvivl om at han vil blive enormt fornærmet, i den første tid. Men jeg er sikker på at når han først har accepteret Allister, at han vil blive den bedste og kærligste storebror.

Jeg må sige at jeg er lidt nervøs for denne sammenføring, for det skal bare gå godt! Men selvfølgelig gør det også det.

Det er jo op til mig, at sørge for at de begge har egen tid, og privatsfære, og lærer hinanden godt at kende.

Louise fra Voicy sender rigtig mange dejlige billeder af Allister, og det er bare skønt når man ikke lige kan drøne derover hveranden dag og se hvalpe! Her er et par skønne billeder af Allister 4 uger, og hans søster Dahlia:











torsdag den 23. april 2009

Man skal høre sandheden fra børn og fulde folk...

I dag da Elliott og jeg var på vores sædvanlige gåtur i vores lokale park, kom der en børnehave, eller ihvertfald lille skoleklasse gående igennem parken. Da de passerer os er der en lille dreng der peger på Elliott og siger:

"Se der går en Lassie-hund!! Ved I hvad?? Den Lassie-hund er ALTID her i parken. Ham og pigen bor nok her i parken"

Tja hvad kan jeg sige? Nogengange har jeg det også sådan ;)

tirsdag den 21. april 2009

Dogdaning begyndere!

I onsdags var vi jo til vores første lektion i dogdancing. Jeg kunne godt mærke at vi havede misset den første træning i påskeferien, for vi blev, fluks vi kom, kastet ud i en hel rutine af tricks, som vi ikke var hundrede procent sikre i allesammen.

Træningen gik dog vældig godt, sålænge jeg ikke lod mine ambitioner gå ud over Elliott og pressede ham for meget.

To af trickene havde vi dog problemer med at indlære. Det ene var "Buk" som i playbow. Det er Elliott ellers fantastisk til når han vil lege, eller har ondt i maven, men om jeg kunne få ham til at gøre det så jeg kunne klikke ham for det? Næh nej. Han lagde glad sin numse ned og dækkede hver gang.

Det andet trick vi havde problemer med var "Sid pænt" hvor Elliott skal balancere pænt på sin numse med poterne oppe. Dét havde han altså ikke balance til, men vi fik lavet en ordning hvor han holdt med begge poter om min arm når han sad.

I denne uge har vi trænet flittigt, selvom jeg synes det kniber med Elliotts koncentration engang i mellem. Nogengange har jeg det som om han giver mig fingeren når vi skal træne ;)

Nu må vi øve lidt mere i aften, og så håber jeg det går godt til træning i morgen.

I denne uge har vi øvet:

Plads på venstre side (Plads)
Plads på højre side (Heel)
Omvendt plads på venstre side (Follow)
Omvendt plads på højre side (Follow)
Dreje rundt om sig selv med ur (Twist)
Dreje rundt om sig selv mod ur (Turn)
Rundt om mig med ur (Rundt)
Rundt om mig mod ur (Cirkel)
Bukke (Buk)
Sidde pænt (Pænt)
Stille sig med fronten mod mig (Front)

mandag den 20. april 2009

Så er han fundet!

Så er det vidst næsten så officielt som det bliver, før vi sidder med hvalpen i bilen på vej hjem!
Elliott skal være storebror!


Den udvalgte er en dejlig dejlig lille tricolour dreng fra Kennel Voicy som er 3 uger og 3 dage i dag.




Moderen er Scheel's Bonnie Wee Lass der bor hos kennel Voicy
Faderen er Blue Krispin Only For You Vom Ohmtalteufel der bos hos kennel Ahl



I går var vi ovre og besøge Louise hos kennel voicy, og hendes dejlige hunde. Vi blev modtaget af mor Freya, som simpelthen var SÅ tillidsfuld og rolig lige fra start af. Vi fik lov at gå ind til hvalpene og røre og klappe og tage op, uden at hun sagde en lyd. Hun lå afslappet udenfor hvalpegården og hvilede sig.




Og hvor er det dog en oplevelse at se sådan nogle små hvalpe! Jeg havde helt glemt hvor små de i virkeligheden er! De ser meget større ud på billeder. Da vi kom var der virkelig gang i dem. De drønede rundt i hvalpegården og deres nye område med aviser (som de lige var kommet over på).

De gryntede og pev, og afprøvede deres nye sanser, og endnu lidt vaklende ben. Alle hvalpe var ude af fødekassen og snuse og tumle rundt, og de tog allesammen disse fremmede mennesker i stiv pote! Jeg tror det bliver nogle glade og stærke hvalpe.


















Selvfølgelig var opmærksomheden rettet mod vores lille tricolour dreng! Kuldet er bestående af 5 hvalpe med den flotteste farvepalet: 1 tricolour dreng, 1 biblue dreng, 1 tricolour tæve, 1 black and white dreng og en blue merle tæve.


De var bare smukke og harmoniske, og I får HELT sikkert en masse at høre om dem her på bloggen.


Der er stadig lidt diskussion herhjemme om hvad navnet skal være. Men det vil tiden, og hans personlighed vise når han bliver lidt større.


tirsdag den 14. april 2009

Hjemme fra påskeferie

Så er vi kommet hjem fra en dejlig påskeferie i Sverige.
Elliott har nydt det, og vejret har været skønt!
Han bliver altid lidt af en vildhund når vi er deroppe, han kan løbe rundt i skovene, og går uden snor på, og så 'glemmer' han nogengange lidt at lystre.

Jeg havde dog en dejlig oplevelse da vi var ude og aftentisse. Jeg hørte noget rummensteren i buskene, og jeg kunne bare se stjerne i Elliotts øjne da vi begge fik øje på en kæmpe elg der listede rundt. Elliott var lige på vej til at springe, da jeg rungede et højt "BLIV" og det dygtige dydsmynster blev stående!! (Det havde jeg IKKE regnet med!) Dygtig dreng.

Elliott har i løbet af ferien også fået et nyt kælenavn: Ordensmagten. Han kommer nemlig styrtende hver gang der sker noget andet end normalen og bjæffer alvorligt, som om han spørger: "Hvad sker der her??? Har I tilladelse???"
Måske hans næste hundetegn skal være en lille sherifstjerne?

Billederne må jeg få uploaded i morgen.

I morgen skal vi desuden også til vores første træningstime i dogdancing!! (vi missede første træning pga. påskeferien, men vi har øvet flittigt!)
Det glæder vi os begge meget til. Så mere om det i morgen når vi kommer hjem.

Forsinket glædelig påske til alle!