onsdag den 20. maj 2009

Hundeklubben Lyngbys Klubmesterskab

I går var Elliott og jeg til vores første konkurrence i agility! Nervepirrende og rigtig rigtig sjovt.
Det var vores klub Hundeklubben Lyngby der afholdt klubmesterskab i agility og rally. Vejret var heldigvis godt, og det hele var linet meget afslappet op, med toastbod, kager og en masse glade hunde.

Som begyndere skulle vi på til allersidst, så vi fik siddet et par timer og hyggesnakket og kigget på de øvede løbe. Den øvede bane var rimelig svær, og først tænkte man "godt det ikke er mig", men efter at have set en 10-15 gennemløb, var man alligevel lidt frisk og tænkte: "Gad vide om jeg ikke godt kunne klare den"

Sunsanne som er ejer af en lille fræk Jack Russel terrier ved navn Toby, fik så meget blod på tanden at hun kastede sig ud i den øvede bane, med vores instruktørs hund Cookie! Og det gjorde hun bare rigtig godt!

Så kom turen endelig til begynderne, og der var da lidt nerver på. Banen virkede umiddelbart nem, men jeg vidste at Elliott og jeg nok ville få problemer ved slalommen, for det har vi haft de sidste træningsgange. Vi skulle heldigvis ikke på som de første i vores klasse, så vi kunne lige sunde os lidt inden det blev vores tur. Vi fik 2 gennemløb hver.

Første gennemløb gik rigtig godt. Han missede et felt da han skulle ned af balancebommen, og vi fik en værging ved slalommen som forventet. Men ingen disk til os, og vi kom da også ind på en udemærket tid!

Andet gennemløb sprang han igen over feltet, og da vi nåede til en halvmåneformet tunnel tøvede han meget længe ved indgangen og vi mistede rigtig meget tid :(
Slalommen gik endnu værre denne gang, så jeg var gladest for mit første løb.

Alt i alt kom vi ind på en 6. plads ud af ni hunde i begynderklassen. Det var jeg rigtig glad for! Flot klaret af mig og Elliott. De fejl vi lavede var nogle jeg havde forventet, og er noget vi skal øve mere i fremtiden. FELTER og slalom.

Alt i alt en rigtig god dag der har givet mig blod på tanden til at melde mig til nogen flere stævner.

Susanne med lille frække Toby vandt i øvrigt vores klasse og blev begynder-klubmester! Virkelig flot klaret af ham, som var den lille hund der aldrig kunne sidde stille på intro-holdet :)

PS: Desværre ingen billeder fra klubmesterskabet, men tilgengæld fik jeg endelig uploadet dem fra Ribe, i det forgående indlæg!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar